Om kurset
Nordisk terminologikursus udbydes igen i efteråret 2011 og afvikles over 11 uger (start i uge 39). Kurset omfatter 7,5 ECTS, svarende til et kvart semesters arbejde
Formålet med kurset er at give dig som kursist færdigheder i terminologiarbejde og grundlæggende viden om terminologi og om fagets teoretiske og metodologiske grundlag. Desuden giver kurset dig viden om terminologiens rolle i en effektiv faglig kommunikation. Sidst, men ikke mindst, vil kurset danne grundlag for dine fortsatte studier inden for terminologi (LINK).
Følgende emner behandles i kurset: grundlæggende terminologiske begreber (begreb, referent, karakteristiske træk, begrebsrelationer og -systemer, definitioner, termer), forholdet mellem fagsprog og almensprog, og endelig forholdet mellem terminologilære og leksikografi.
Der gennemføres en række øvelser i praktisk terminologiarbejde, for eksempel i strukturering af begrebssystemer, definitionsskrivning og bedømmelse af termer.
Kurset er netbaseret, og de forskellige undervisere er ansvarlige for forskellige dele af kurset.
Deltagerne kan komme fra alle nordiske lande, så en del øvelser vil foregå i blandede nordiske grupper, mens andre øvelser vil være sprogspecifikke.
Undervisningen vil foregå som en vekselvirkning mellem selvstudium, præsentationer på nettet, asynkron dialog, synkron chat i mindre grupper, samt øvelser individuelt og i grupper.
E-læringsplatformen It’s Learning vil fungere som kursets hjemmeside. Endvidere vil der blive givet en indføring i terminologistyrings-værktøjerne i-Term og i-Model.
Krav til forkundskaber
Optagelse på kurset forudsætter at du har mindst en BA-uddannelse eller tilsvarende.
Eksamen
Eksamen gennemføres som porteføljeevaluering (ved Syddansk Universitet afsluttes forløbet derudover med en mundtlig prøve på baggrund af porteføljen).
Det vil sige, at du i løbet af kurset skal aflevere 4 obligatoriske opgaver, hvoraf mindst 3 bestås. Du vil få feedback på dine afleveringsopgaver fra den ansvarlige underviser, og du vil desuden få mulighed for at forbedre dine opgavebesvarelser før den samlede portefølje (eksamensporteføljen) skal afleveres. Eksamensporteføljen skal omfatte både de tidligere og de endelige versioner af besvarelserne samt en indledning, hvori du reflekterer over indholdet af porteføljen.
Undervisningssprog
På kurset undervises der på både dansk, norsk og svensk. Desuden kan der forekomme pensumlitteratur på engelsk.
På de følgende sider kan du finde yderligere information:
Tilmelding via Copenhagen Business School:
- kursusplan (fra 2010, justeret plan kommer)
- tilmedling for CBS-studerende som valgfag 2.-13. maj 2011.
- tilmelding for meritstuderende (indskrevet på et andet universitet i Norden). tilmedling kræver at der vedlægges en forhåndsgodkendelse fra det universitet man er indskrevet på. Første ansøgningsrunde: 2.-13. maj 2011. Anden ansøgningsrunde: 9.-16. august 2011 kl. 10 til efterårets valgfag. Du skal sende tilmeldingsblanketten vedlagt en forhåndsgodkendelse fra dit eget universitet, da din tilmelding ellers ikke kommer i betragtning.
- tilmelding under tompladsordningen (hvis man ikke er indskrevet på et universitet) fra tirsdag den 9. august 2011, kl. 10.00 til tirsdag den 16. august 2011, kl. 10.00.

